Når FEV1/FVC ikke er nok: Identificér obstruktion i de små luftveje

Spirometri er en anerkendt metode inden for forskning og diagnosticering af astma og KOL, og anvendelsen bør udbredes for at identificere personer med nedsat lungefunktion, som ikke er diagnosticerede. Metoden har dog sine begrænsninger i forhold til at opdage patienter i de tidlige faser. 

Spirometri, en vital 180-årig

Den engelske kirurg John Hutchinson (1811-1861) var ikke den første, der forsøgte at måle vejrtrækningen, men det var hans videreudviklede “spirometer”, der blev udbredt (1844). Han opfandt udtrykket vitalkapacitet og viste også, gennem en imponerende epidemiologisk undersøgelse af over to tusind personer, at dårlig vitalkapacitet går forud for sygdom.¹ Mere end 180 år senere er spirometri vores mest almindelige lungefunktionstest – den er lettilgængelig og giver en masse information til en lav pris.  

FEV1/FVC < 0,7 = obstruktion 

Hutchinsons resultater om sammenhængen mellem vitalkapacitet og dårligt helbred er stadig gældende – både ved nedsat FEV1 og FVC ses øget dødelighed². Forholdet mellem disse værdier er diagnostisk vigtigt. Alle, der ikke kan få mindst 70 % af deres vitalkapacitet ud det første sekund, har en obstruktion i lungerne. Forholdet FEV1/FVC (også angivet som FVC%) viser primært obstruktion i de store luftveje. Et normalt forhold udelukker ikke sygdom. 

Spirometriens stille zone 

De perifere små luftveje (<2 mm) kaldes undertiden den stille zone. De bidrager kun beskedent til luftvejsobstruktionen, på trods af, at de rummer størstedelen af ​​lungernes volumen, de genererer ikke symptomer, før skaden er betydelig, og ændringer i funktionen registreres dårligt med traditionel lungefunktionsmåling (dvs.: spirometri). ³

SAD – dysfunktion i de små luftveje 

SAD (Small Airways Dysfunction) har vist sig at være meget almindeligt hos personer med astma⁴ og KOL⁵. Tilstanden er forbundet med betændelse og forandringer i de små luftveje, slimdannelse, øget luftvejsmodstand, hyperinflation og akkumulering af luft (“airtrapping”). Tidsseriedata (ATLANTIS-undersøgelsen) har vist, at SAD er almindeligt ved astma, og at det er forbundet med dårligere astmakontrol og flere forværringer, men også dårligere livskvalitet og højere symptombyrde⁴. Luftvejsobstruktion isoleret til de små luftveje er også forbundet med lavere odds for at udvikle kronisk luftvejsobstruktion, karakteristisk for KOL⁶. 

Se efter obstruktion i de små luftveje 

Luften i en tvungen udånding kommer først fra de store luftveje og derefter fra de små luftveje. Cirka halvvejs inde i udåndingen kan obstruktion i de små luftveje ses spirometrisk. Det kan ses som en abnormitet enten i FEF25-75 (Forced Expiratory Flow på 25 %-75 % af den forcerede vitalkapacitet), dvs. luftstrømmen i den midterste halvdel af udåndingen, eller FEV3/FVC, dvs. den andel af den samlede volumen, der kommer i løbet af de første tre sekunder af udåndingen. Disse værdier er forbundet med luftvejssymptomer, hjerte-kar-sygdomme og nedsat livskvalitet^6,7 men bruges ikke rutinemæssigt i sundhedsvæsenet. 

Bedre muligheder med tidligere opdagelse  

Det er vanskeligt at opdage tidlige ændringer i de perifere luftveje med spirometri alene. Et godt supplement til spirometri er oscillometri, en slags ekkolod for lungerne, der måler luftvejenes modstand og elasticitet. Oscillometri har højere følsomhed end FEF_25-75 for at identificere SAD⁸. Da SAD involverer permanente strukturelle forandringer (remodellering), der forringer de små luftvejes funktion, er tidlig opdagelse ikke kun af akademisk interesse, men giver bedre muligheder for at behandle betændelsen i de små luftveje og forbedre patientens chancer for at få et godt liv med deres sygdom.  

Publiceret: 31 mar 2025

Nyhed: Klinisk Vejledning i Oscillometri

Oscillometri vinder frem som en supplerende metode til spirometri og bruges i stigende grad på hospitaler og i lungemedicinske specialklinikker. Målingerne giver vigtig information om luftvejsmodstand – særligt hos patienter,

Læs mere

SHARE